Kan du reparere et lakeret trægulv?

10 March 2020
Camilla Skøtt

editorial

Lakerede gulve er flotte og slidstærke, men på trods af den gode overfladebehandling sker der uheld, som kan give hakker, ridser eller pletter. Spørgsmålet er, om det er muligt at reparere et lakeret trægulv?

Lakbehandling er et populært valg, når de danske trægulve skal have overfladebehandling, og det er ikke uden grund; et lakeret gulv er både slidstærkt og rengøringsvenligt, ligesom det er modstandsdygtigt over for skidt og snavs af alskens slags. 

Desværre har lakerede trægulve den ene ulempe, at det er utrolig svært at reparere små områder. Det skyldes, at lakken skaber en stærk og lukket overflade, og hvis du forsøger at pletreparere, vil du få synlige overgange. Men men men… der er muligheder, hvis skaderne ikke er for store.

Reparation af små skader

Har du et lakeret trægulv, der har fået små ridser og som kun har været udsat for minimal slitage, kan det typisk repareres ved hjælp af en genlakering. Det kræver dog, at ingen af skaderne er gået hele vejen igennem lakken, så de kun er overfladiske, og naturligvis at du bruger samme lak som tidligere.

Der er det ene aber dabei, at du ikke kan nøjes med at genlakere et enkelt område – det er hele trægulvet, der skal have en omgang.

Reparation af store skader

Er uheldet ude, og er skaderne på dit trægulv så store, at de er trængt igennem lakken og ned i selve træet, fx dybe ridser eller hakker, kan du ikke nøjes med en genlakering. Her er det nødvendigt at slibe den gamle overfladebehandling af sammen med det øverste lag af trægulvet, hvorefter det skal lakeres på ny – medmindre du vælger en anden overfladebehandling.

Vil du undgå de umulige pletreparationer, kan du overveje, om gulvet i stedet skal behandles med olie. Med olierede gulve kan du nemlig nøjes med at reparere udsatte områder, og det kræver ikke en afslibning først.

More articles